Dachau, fra KZ til mindesmærke. Holocausterindring efter 1945


Seminar Paper, 2015
19 Pages, Grade: 2 p. (german scale)

Excerpt

Indholdsfortegnelse

1 Indledning

2 Teorien om kollektiv erindring

3 Vergangenheitsbewältigung i BRD

4 KZ Dachau
4.1 Mindesmærke og erindring

5 Konklusion

6 Kilde og litteraturfortegnelse

1 Indledning

Holocaust er en af historiens største og mest omtalte fænomener. Mere end 60 år efter, er interessen for emnet ikke svindet ud og erindringskulturen er stadig et centralt element i den tyske identitet og kultur. Holocaust forblev en mørk plet på den tyske nationalhistorie. Efter krigens afslutning var der en udpræget stilhed blandt det tyske folk og der eksisterede til at starte med ikke nogen holocaust eller bevidsthed om at to tredjedele af Europas jøder var blevet udryddet. Mange havde den mening, at noget så forfærdeligt ikke kunne beskrives. (Storeide 2010:215) Det var først da amerikanerne igangsatte den såkaldte afnazificeringsproces at der blev sat fokus p[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten][Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]ortidens[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]ændelse[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]. Denne proce[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten][Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]ik nemlig u[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]på at afnazi[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]icere lande[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]og d[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]t m[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]dvi[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]kede til at hele verden fik øjnene op for hvad der havde forgået. Den yngre generation gjorde efterfølgende oprør og krævede svar fra forældrene som ikke så velvilligt delte ud af dem. 60’ernes intensive interesse steg yderligere indtil den såkaldte historikerstrid i 80’erne hvor man for alvor overvejede hvilken plads holocaust skulle havde for den fremtidige nationalbevidsthed og termen holocaust opstod i denne periode (Frei 2005:37), som en følge af at jødemordet blev betragtet som noget usammenligneligt. Produktionen af holocaust materialer såsom film og andre former for mindesmærker intensiveredes kraftigt de følgende år. Interessen for KZ mindesmærkerne øges og de b[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]i[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]er brugt[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]il mang[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]forskellige[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]o[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]mål og bl[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]v[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]r besøgt af m[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]nge forskel[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]ige p[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]rso[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]er. Både tidligere internerede og deres familier kommer for at mindes, men også mange som ikke har personlig tilknytning til stedet besøger mindesmærket af ren interesse.

Et centralt mindesmærke i den tyske erindringskultur er den tidligere KZ lejr i Dachau. Denne var nemlig en af de første koncentrationslejre nazisterne oprettede og blev forbilledet for de efterfølgende lejre. (www.stiftung-bayerische-gedenkstaetten.de) Stedet er derfor et vigtigt symbol for den kollektive erindring om holocaust og er i dag det mest besøgte KZ mindesmærke i Tyskland, med 800.000 besøgende årligt. (www.stiftung-bayerische-gedenkstaetten.de) Denne afhandling ønsker at undersøge KZ mindesmærket som erindringssted og problemformuleringen lyder herefter - Hvordan erindres KZ Dachau og hvordan afspejles denne erindring af den vesttyske erindring af nationalsocialismen? Til at analysere dette, anvendes ægteparret Assmanns’ erindringsteori o[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]for at belyse erindringen af Dachau er det relevant at begynde med den historiske baggrund, hvor den primære kilde har været historikeren Norbert Freis undersøgelser af den almene erindring som indeller den vesttyske erindringhistorie i fire faser fra årene efter krigen til nu.

2 Teorien om kollektiv erindring

Teorien om kollektiv erindring er udviklet af ægteparret Aleida Assman og Jan Assman. Den beskæftiger sig med hvordan at bevare mindet om fortiden så denne ikke bliver glemt. Historien er nemlig en del af individets identitet og der er en udbredt mening om at bevaringen af den er relevant for, at den ikke dukker op igen som neuroser fra underbevidstheden. Den kollektive erindring er som en slags afladsmekanisme, som i den kristne kultur, nemlig at vi bekender vores synder ved at mindes, for derefter at kunne lægge dem bag os. Eller som i psykoanalysen, hvor en traumatisk hændelse skal bearbejdes for ikke at vende tilbage.

Den franske sociolog Maurice Halbwachs var stamfaderen til erindringsforskningen (Erll 2008:6) og diskuterede hvorvidt erindringskultur og historie i virkeligheden er det samme, men kunne efterfølgende konkludere at historien snarere er beskrivende, idet den gengiver de forgåede begivenheder objektivt, mens erindring beskæftiger sig med hvordan historien påvirker menneskets identitet og kultur, hvordan historien skal forstås og hvordan denne forståelse manifesterer sig i en social kontekst samt udviklingen af denne. I forlængelse af Halbwachs erindringsteori udviklede parret teorien om kollektiv erindring som inddeles i henholdsvis kulturel og kommunikativ erindring. (Erll 2011:110) Halbwachs skelnede også mellem to typer erindring nemlig biografisk[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]g formidlet erindring hvor den biografiske erindring er personligt overlevet mens den formidlede er en gengivelse, via. eksempelvis tekstproduktion. Assmans kommunikative erindring kan derfor sammenlignes med Halbwachs biografiske erindring, idet det drejer sig om den mundtlige gengivelse af erfaringer og erindringer fra de personligheder som oplevede dem og som derefter beretter de efterfølgende generationer om hændelserne. Den er gruppepræget idet de samme erindringer er delt af flere individer, nemlig ofrene, og derfor er den også tidsbegrænset - ca. 80 år da den uddør sammen med de overlevende. (Erll 2011:117) Herefter indtrædder den kulturelle erindring, som er en slags rekonstruktion af fortiden (Assmann 2008:7). Gennem denne erindringsform kan man ho[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]de erindringen om fortiden i live i århundreder. (Assmann 1988:12) Den manifesterer sig bl.a gennem symboler, ritualer og erindringssteder (Erll 2011:112). Et erindringssted er ifølge den franske historiker Pierre Nora ikke et nødvendigvis et sted i fysisk forstand, (www.uni-oldenburg.de) men er som regel defineret ud fra dens funktion og kan derfor være alt fra bøger, monumenter, personer og mindedage. Der er derfor tale om både fysiske lokaliteter og interaktioner (Assmann 2008:7). Den kulturelle erindring bliver således en form for kunstig erstatning for den levende erindring. Den bliver en forbindelse mellem fortiden og nutiden. Den kulturelle erindring er hele tiden i forandring og er en objektiveret kultur som menneskerne reflekterer sig i og bliver e[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]spejl af fortiden (Assmann 2008:9).

Assmann mener desuden at kollektiv erindring kun kan opstå i samspil med de to typer individuel erindring - Speichergedächtnis og Funktionsgedächtnis. Speichergedächtnis er de erindringer og erfaringer mennesket har gjort sig gennem tiden og er passivt fordi den er lagret i bevidstheden. Den fungerer som et slags arkiv. Funktionsgedächtnis er de erindringer som anvendes aktivt i nuet. Derfor kan disse to erindringer ikke fungerer uden hinanden fordi der er tale om en gendannelsesproces hvor glemte erindringer genoptages, fornyes eller forandres i takt med læring. (A.Assmann 1999:140) Når mennesket tilegner sig nye erfaringer tilpasses disse i den eksisterende erindring. Det betyder at fortiden altid vil blive set i lyset af nutiden.

3 Vergangenheitsbewältigung i BRD

Den vesttyske erindringspolitik også kaldet Vergangenheitsbewältigung kan indelles i fire faser. Den første fase er kaldet Phase der politischen Säuberung og er kendetegnet ved igangsætningen af afnazificeringen. Fasen forløber fra 1945-1949. Den anden fase - Phase der Vergangenheitspolitik er forbeholdt 50’erne hvor mange tidligere nazister blev genintegreret i samfundet. Fase tre har overskriften Vergangenheitsbewältigung og forløber fra slutningen 1950’erne til slutningen af 1960’erne og har anerkedelsen af fortiden i centrum. Fjerde og afsluttende fase - Vergangenheitsbewahrung startede i slutningen af 1970’erne og varer stadig ved i dag og beskæftiger sig med mindet om den nazistiske fortid. (Frei 2005:26)

1.) Vesttyskland var aktiv i at konfrontere den nazistiske fortid modsat Østtyskland som hellere ville nedtone den og bruge den som redskab til at hylde kommunismen. Gerningsstederne i øst tjente således til at fremhæve og retfærdiggøre det kommunistiske styre. (folkedrab.dk) I den første fase efter krigen herskede en udbredt tavshed blandt vesttyskerne. Dels fordi at folket skammede sig over begivenhederne og især fordi man var optaget af selvmedlidenhed. Tyskerne så nemlig sig selv som krigens ofre og tabere. Der var tendens til at påklistre ansvaret for udryddelsen af Europas 6 millioner jøder på Hitler og som værende hans værk og at den almindelige tyske borger enten havde været imod eller uvidende. Det var først i 1951, efter at afnazificeringsp[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]ossecen sluttede, at holocaust blev taget op til diskussion. Afnazificeringen som startede umiddelbart efter krigens afslutning, gik først og fremmest ud på at straffe de skyldige krigsforbrydere og alle tidligere medlemmer af nazistpartiet skulle fjernes fra deres stillinger både i det offentlige og private erhvervsliv. Der skulle forhindres en historisk gentagelse. (Herf 1997:202) Man ville foretage en justitiel renselse. (Frei 2005:28) Derfor uddelte man alle borgere et spørgeskema med 131 spørgsmål til besvarelse. Skemaet skulle klassificere hver enkelt borgers medansvar for naziregimet ved at vurdere hvor meget de sympatiserede denne. Der inddeltes i et klassificeringssystem med fem kategorier: skyldige, belastede, mindre belastede, medløbere og ubelas[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]ede. En tredjedel af de udfyldte spørgeskemaer blev klassificeret som belastede og 10% af disse blev dømt. (Storeide 2010:) SS medlemmer, partifunktionerer blev dømt og internieret mens medløberne tabte borgerretigheder og stillinger samt skulle betale bøder, alt efter hvor stor grad af skyld man havde fået tildelt. (Frei 2005:29) Følgen blev, at de der vidste noget tav af frygt for selv at blive straffet hvis man afgav information om andre. Derfor var samfundet stærkt præget af det nazistiske Volksgemeinschaft eller „volksgemeinschaftlichen Solidarisierungsbedürfnisse“ (Frei 2005:32) i de første efterkrigsår. Viljen til at samarbejde med besættelsesmagterne var ikke fremherskende. Formålet for denne afnazificeringproces var at præventere en historisk genta[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]else. Midlet var som antaget ved Potsdamkonferencen de fire D'er - denazificering, demilitarisering, demokratisering og decentralisering. Ved Nürnbergerprossesen blev desuden 24 medlemmer af nazipartiet og seks NS organisationer tiltalt for krigsforbrydelser. (Frei 2005:28) Lederen for tysk arbejdsfront Robert Ley havde begået selvmord og formanden for tysk industri kunne ikke forfølges grundet sygdom, derfor var der 22 anlagede da retssagen startede i oktober 1946. Derudover gennemførte USA også Nürnberger efterfølgeprocesserne som var en række mindre retssager mod 184 fortrædere af funktionseliten.

2.) I 50’ernes anden fase med Adenauer i spidsen ønskede man at slå en slutstreg over den mørke fortid. (Frei 2005:30) Man ønskede på en gang at vedkende fortiden og distancere sig fra den. Den nye tyske erindringspolitik distancerede sig fra afnazificeringsprocessen og mange af de tidligere krigforbrydere gik fri. Nøgleordene var amnesti og integration. (Frei 2005:30) Man vedtog en ny straffelov som bl.a betød at forbrydelser begået før 15. september 1949 kunne straffes med op til seks månedes fængsel. (Frei 2005:30) Man forsøgte både at tage hensyn til ofrene ved at betale erstatninger og samtidigt imødekomme den tyske befolkning, hvoraf mange var tidligere nazister men som man havde brug for i erhvervslivet for at opbygge en velfungerende stat. De to amnestilove fra 1949 og 1954 samt 131 loven fra 1951 lagde grundlaget for at tidligere krigsforbrydere gik ustraffet og ansatte som havde været under justitsvæsenet og offentlige stillinger under naziregimet fik deres poster tilbage og på den måde blev genintegreret i samfundet for dermed at bidrage til en forbedring af den økonomiske situation. (Frei 2005:34) Derudover skulle partierne også vinde stemmer fra en befolkning som få år forinden havde valgt Hitler som statsoverhoved. Afnazificeringsprocessen blev af mange tyskere set som et symbol på en pålagt kollektiv skyld og det førte til at tyskerene i endnu højere grad begyndte at se sig selv som uskyldige ofre som blev forført af nazismen. Begrebet kollektiv skyld og Karl Jaspers er forbundet med denn[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]fase idet der er tales om kollektiv skyld modsat den første fase, som gjorde op med enkelte individers juridiske skyld.

Jaspers skildrede i sin berømte bog die Schuldfrage skyld i fire former nemlig juridisk, politisk, moralsk og metafysisk skyld. Den politiske og metafysiske skyld mente Jaspers var kollektiv fordi tyskerne som et kollektiv var politisk skyldige i at have valgt naziregimet og alle som havde overværet nazismens forbrydelser var på en eller anden måde metafysisk skyldige. Den metafysiske skyld er abstrakt men er det enkelte individs skamfølelse som man bliver pådraget når andre er i nød og man ikke har magt til at foretage noget. (Jaspers 1946:1) Mange tyskere følte sandsynligvis ikke en moralsk forpligtelse til at hjælpe ved at risikere sit eget liv. Som udgangspunkt er det ikke påkrævet af almindelige mennesker at udføre supererogative handlinger dvs. handlinger som ligger over det niveau vi er forpligtet til rent moralsk. Derfor kan det have været tvivlsomt om tyskerne virkelig havde pligt til at føle skyld og skam i det omfang som Jaspers hævder. Alle mennesker er født med en iboende værdighed som betyder at intet menneske bør bruges som et middel for at tjene andre formål så ifølge denne teori er begge veje ukorrekte og set fra denne synsvinkel er det ikke moralsk at ofre sit liv for et andet menneske da alle mennesker er ligeværdige. Denne tankegang som kaldes for egalitarismen knyttes tilbage til den tyske filosof Immanuel Kant. (folkedrab.dk) Der er også tale om metafysisk skyld i den sammenhæng at tyskeren bør føle skyld for andre tyskeres handlinger (Jaspers 1946:1-2), hvilke har resulteret i en[Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten]remstilling af den tyske nation i et dårligt lys internationalt.

3.) I det følgende århundrede 1960 viste det sig at efterkrigstidens generation ville have et brud med fortiden hvilket medførte den tredje fase, udløst en række skandaler, bl.a en kampagne mod Hans Globke. (Frei 2005:35-36) 1968’er generationen drev fortiden frem i lyset med stor utilfredshed over de tidligere NS personligheder som sad på ledende poster. Der stilledes spørgsmålstegn til hvad deres forfældre havde foretaget sig under krigen. Den amerikanske fjernsynsserie Holocaust fra 1978/79 tildelte man en kolossal del af æren for dette brud. Især den yngre generation var dybt berørt over iscenesættelsen af nazifortiden og hele 40 procent af befolkningen, svarende til at 10-13 millioner tyskere over 14 år, fulgte regelmæssigt serien. (Storeide 2010:175) Den implanterede holocaust i tyskernes bevidsthed og de fleste gav udtryk for chok over omfanget af grusomhederne, selvom kritikerne anklagede serien for at portættere holocaust som sæbeopera. (Storeide 2010:174) Denne fase lagde en enorm kritik på nazifortiden og oprøret var både intellektuelt såvel som politisk. Jødemordet skulle opklares og blandt andre filosofferne Theodor Adorno og Karl Jaspers opfordrede til dette. (Frei 2005:36) Willy Brandt var for alvor med til at bryde tavsheden med sin Østpolitik - Forandring gennem tilnærmelse, som indikerede en åbenhed for den mørke fortid. Krigskaderstatninger til ofrene og knæfaldet ved mindesmærket for opstanden i Warshawa Ghettoen i 1970 blev symbol på Vesttysklands forsøg på at vedkende sig ansvaret for holocaust og den nationalsocialistiske fortid. Mange vesttyske jøder blev i denne periode tilbudt erstatninger, men det var dog en svært proces ofrene måtte gennemgå, da mange af de ansatte i justitsvæsenet og sundhedsvæsenet var tidligere tilhængere af nazipartiet. Derfor blev emnet ofte forsøgt fejet væk. (Storeide 2010:96)

4.) Den fjerde fase er markeret med den internationale konference i 1983, som er 50 årsdagen for nazipartiets magtovertagelse. Her blev der lagt vægt på at, produktionen af materialer om holocaust skulle intensiveres. (Frei 2005:38) 8.maj 1985 holdt også Richard von Weizsäcker den berømte tale om Verdenkrigens afslutning og understregede en ny begyndelse for Tyskland. Historikerstriden blev udløst i 1986 af Ernst Nolte med sin artikel "Fortiden som ikke vil forgå" i Frankfurter Allgemeine Zeitung. Artiklen omhandlede hvorvidt holocaust kunne sammenlignes med det stalinistiske Gulag samt at holocaust ikke var noget enestående som man hidtil havde hævdet. Nolte efterlyste et opgør med naziperioden en gang for alle, fordi denne forhindrede udviklingen og friheden i Vesttyskland mente han. Dette blev mødt med stærk kritik af bl.a filosoffen Jürgen Habermas som ikke mente at der kunne være tale om ligestilling mellem de to systemer. Striden var ikke kun et spørgmål om hvorvidt holocaust var noget unikt men også en strid mellem højre og venstrefløjene som førte tilbage til efterkrigsårene hvor vest ville konfrontere fortiden mens øst ville nedtone den. (Storeide 2010:184) Efter denne strid begynte tyskerne så småt at annerkende sig som gerningsmænd og erindringen af de jødiske ofre trådte frem i hele Europa. I denne periode blev der tale om en entkontekstualiserung hvor nationalsozialismen blev betragtet som en isoleret del af historien. (Frei 2005:40)

[...]

Excerpt out of 19 pages

Details

Title
Dachau, fra KZ til mindesmærke. Holocausterindring efter 1945
College
University of Copenhagen  (Engerom)
Grade
2 p. (german scale)
Author
Year
2015
Pages
19
Catalog Number
V318682
ISBN (eBook)
9783668187788
ISBN (Book)
9783668187795
File size
509 KB
Language
Danish
Tags
vergangenheitsbewältigung, holocaust, kz
Quote paper
Lilli Dalila Barucic (Author), 2015, Dachau, fra KZ til mindesmærke. Holocausterindring efter 1945, Munich, GRIN Verlag, https://www.grin.com/document/318682

Comments

  • No comments yet.
Read the ebook
Title: Dachau, fra KZ til mindesmærke. Holocausterindring efter 1945


Upload papers

Your term paper / thesis:

- Publication as eBook and book
- High royalties for the sales
- Completely free - with ISBN
- It only takes five minutes
- Every paper finds readers

Publish now - it's free