K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T
U N I V E R S I T Y O F C O P E N H A G E N
I N S T I T U T F O R S T A T S K U N D S K A B
E F T E R Å R S S E M E S T E R 2 0 0 5

Den danske venstrefløjs modstand mod
den Europæiske Union

von: Ebbe Volquardsen

Inholdsfortegnelse

1. Inledning 3

2. Danmarks vej ind i det Europæiske Fællesskab 5

3. Folkeafstemningen, den 2. oktober 1972 7

4. Folkeafstemningen om EF-pakken, den 28. Februar 1986 8

5. Folkeafstemningerne om Maastricht-traktaten og Edinburgh-aftalen 9

6. Folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998 12

7. Socialdemokratiets holdning over for den europæiske integration 13

8. Socialistisk Folkepartis holdning over for den europæiske integration 14

9. Enhedslistens holdning over for den europæiske integration 16

10. Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen 18

11. Konklusion 19

12. Litteratur 23

1. Inledning

Senest siden Danmark sammen med Storbritannien og Irland blev medlem af det Europæiske Fællesskab i 1973 har spørgsmålet om Europa og dets integration været et af de mest omtalte emner inden for den danske offentlige debat. I ikke mindre end seks folkeafstemninger på mindre end 30 år blev danskerne spurgt om deres holdning over for spørgsmålet om en øget europæisk integration. I tidsrummet da Europa for alvor forvandlede sig fra et rent økomomisk samarbejde til et fælles politisk projekt, nemlig fra midten af 1980erne til slutningen af 1990erne, har der været hele fire folkeafstemninger med forskellige udfald. Denne kendsgerning viser tydeligt, at europaspørgsmålet forsat har en central placering i dansk politik. Og efter at danskerne i året 2000 stemte "nej" til indførelsen af Euroen, kan vi næsten være sikre på, at det kan forventes at flere folkeafstemninger vil følge efter. Bortset fra den første folkeafstemning i 1972 om Danmarks optagelse i fællesskabet, hvor et stort flertal stemte ja, har den danske befolkning altid været splittet i to næsten lige store politiske lejre: ja-siden og nej-siden. Ved alle folkeafstemninger siden 1972 har der både været mellem 43 og 57 procent tilhængere og modstandere af en øget europæisk integration. Det vil sige, at alle udfald af referenda, lige meget om det var ja- eller nej-siden der til sidst mønstrede et flertal, har hidtil været mere eller mindre tætte.

Man kunne nu konstatere, at der bare findes en stor gruppe mennesker i den danske befolkning, der står kristisk over for den europæiske tanke og foretrækker nationale værdier fremfor internationalt sammenarbejde. Men det ville være for simpelt. Ser man lidt nærmere på de enkelte folkeafstemningers resultater, og observerer, hvem der egentlig står på den euroskeptiske lejr, bliver det hurtigt tydeligt, at det netop er venstrefløjen, der afviser det europæiske samarbejde stærkest. Venstresocialistiske partier som Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti (SF) definerer sig faktisk gennem modstanden mod den europæiske integration, selv om holdningen for SF´s vedkommende har forandret sig stærkt inden for det sidste årti. Der blev dannet folkebevægelser, navnligt Folkebevægelsen mod EF/EU og Junibevægelsen, der mere eller mindre kan regnes til den politiske venstrefløj, og som har begrænsningen af EU´s indflydelse i Danmark som deres eneste politiske mål. Også Socialdemokratiet og partiet Det Radikale Venstre, som egentlig står på den borgerlige side, men senest siden regeringsskiften i 2001 bliver opfattet som et oppositionsparti lidt til venstre for midten, har flere gange været splittet med hensyn til europaspørgsmålet. I den borgerlige lejr er det til gengæld kun den yderste højrefløj, repræsenteret af Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, som står afvisende over for den Europæiske Union. Fremskridtspartiets betydning har dog aftaget stærk i de seneste år. Oven i købet er det ikke indboerne af de tyndt befolkede og landligt prægede regioner i Jylland, som man efter populære fordomme kunne forvente at være mest kritisk over for alt der kommer udefra, der afviser den europæiske integration stærkest. Det er netop det vestjyske Ringkøbings Amt, hvor befolkningen i flere af folkeafstemningerne viste den største opbakning til unionen. Til gengæld er det de storbyagtige og multikulturelle brokvarterer i København, hvor der bor mange veluddannede mennesker med akademisk baggrund, og hvor partierne til venstre for Socialdemokratiet plejer at stå stærkest ved valg, som - set fra ja-sidens synsvinkel - har bidraget med de værste resultater ved folkeafstemningerne.

Selvfølgelig ville det være et fejl at sige, at de fleste der betegner sig som EU-modstandere, står på den politiske venstrefløj. Der er også mange tilhængere af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som er kristiske over for den europæiske integration. Også Dansk Folkepartis tilhængere bør nævnes. De omfatter mere end 12 procent af befolkningen og er næsten komplet enige i, at unionen er noget der bør bekæmpes. De eneste betydningsfulde danske partier der kan være sikre på at et suverænt flertal af deres tilhængere bakker den europæiske tanke op, er Venstre og Det Konservative Folkeparti. Omvendt kan det dog med nogen berettigelse konstateres, at de fleste af dem, der betegner sig som venstreorienterede, også afviser et øget europæisk samarbejde.

Men netop dette faktum er en af de mest besynderlige oplevelser for et politisk interesseret menneske fra udlandet, der kommer til Danmark og diskuterer politik med danskere. Især hvis man, som jeg gør, kommer fra Tyskland. I Danmarks sydlige naboland er situationen nemlig næsten omvendt. Det er netop tilhængerne af partiet Bündnis 90/Die Grünen, som har ry for at være de mest overbeviste europæere overhovedet. Fra en dansk synsvinkel kan partiet ellers beskrives som en blanding af SF og de Radikale. Uden tvivl er partiets uofficielle formand, Tysklands forhenværende udenrigsminister Joschka Fischer, en af de centrale talsmænd for et stærkt udvidet europæisk samarbejde. Alligevel må man stadigvæk betegne de tyske Grønne som et moderat venstrefløjsparti, og de fleste af partiets medlemmer og vælgere ville betegne sig som mere eller mindre venstreorienterede. Ej heller det tyske PDS (Partiet for demokratisk socialisme), som bortset fra dets historie som statsparti i den daværende Tyske Demokratiske Republik har meget tilfælles med det danske Enhedslisten, kan ses som en modstander mod den Europæiske Union. Partiet har nok været glad for det franske og det hollandske nej til den europæiske forfatningstraktat i 2005, men fremhæver ellers den europæiske integrations betydning for fredssikringen i Europa og for dannelsen af et politisk kontrapunkt til USA, som partiet står meget kritisk over for.

Blandt partierne, som er repræsenterede i den tyske forbundsdag, er det til gengæld netop det mest konservative, (nemlig det bayerske regionalparti CSU, som arbejder tæt sammen med Tysklands svar på Det konservative Folkeparti, CDU), som har de største forbehold over for den Europæiske Union, og der som det eneste af de tyske demokratiske partier betvivlede, om indførelsen af Euroen har været en rigtig beslutning. Man kan altså med gode grunde konstatere, at venstrefløjen i Tyskland nok er kritisk over for den europæiske integration, men overhovedet ikke kan siges at være modstander. Hvis der overhovedet eksisterer en fast gruppe af mennesker, der tvivler på den europæsiske tanke, så findes den nærmere på den konservative fløj eller blandt de upolitiske mennesker, som overhovedet ikke har en binding til en politisk idé. Uden at have stort kendtskab til andre europæiske landes partisystemer, ved jeg godt, at det forholder sig på en lignende måde i mange andre af EU´s medlemsstater.

Derfor synes jeg, at det er et spænnende spørgsmål, hvorfor netop den danske venstrefløj står så afvisende over for den europæiske integration, som den gør. I denne artikel vil jeg gerne prøve at finde et svar på dette spørgsmål. Derfor vil jeg først se lidt nærmere på de næsten 35 år, Danmark har været medlem af EF/EU, især på de forskellige folkeafstemninger, som er meget væsentlige, når man vil måle den danske opbakning eller modstand med hensyn til unionen gennem de sidste 35 år. Derefter vil jeg belyse de enkelte venstrefløjspartiers holdninger over for den europæiske integration lidt nærmere. Til sidst håber jeg at finde et svar på spørgsmålet, hvorfor venstrefløjen i Danmark har så svært ved at finde nogle positive træk i et øget europæisk samarbejde.

2. Danmarks vej ind i det Europæiske Fællesskab

[...]