Drengene fra Skt. Petri


Referat / Aufsatz (Schule), 2001

8 Seiten, Note: 2+


Gratis online lesen

Morten Jørgensen

Drengene fra Skt. Petri

Resume af teksten: Bogen om drengene fra Skt. Petri handler om præstesønnerne Gunnar og Lars’ kamp mod den tyske værnemagt i 1942. Gunnar har sammen med 2 venner, Søren og Luffe, startet en modstandsgruppe. I starten handler det kun om at stjæle nummerplader og skråhatte fra tyskerne, men da Lars og Otto Hvidemann bliver optaget, bliver det mere seriøst. Nu starter de med at stjæle våben. Otto bliver optaget i gruppen, fordi han har et stjålet tysk våben. Deres første rigtige store kup er, da Otto sætter ild til en af tyskernes barakker. Søren som er Gunnars bedste ven, er meget sur over at Otto satte ild til huset og han er lige ved at forlade gruppen. Det næste store kup der finder sted er, da Otto helt alene stjæler maskinpistoler fra værnemagten. Disse våben bliver brugt til deres næste kup. Her skal de stjæle sprængstof fra en togvogn, men det går galt, og Otto bliver ramt. Han bliver dog behandlet af den tyskervenlige Dr. Halling, som først ikke vil hjælpe, men efter Gunnar truer ham med pistolen, hjælper han dog. Hjemme på præstegården lever Gunnar og Lars sammen med deres forældre og den jødiske komponist Phillip Rosen. Rosen forlader dog temmelig tidligt familien, for at flygte til det neutrale Sverige. Han efterlader et stort tomrum i den lille familie.

Gunnar har en kæreste som hedder Irene. De har været sammen i 2 år, da han frier til hende. Hun afslår med begrundelsen, at det er for tidligt. Efter denne episode ændres Gunnar helt. Han bliver fjern og hård, og det gør det ikke bedre, at hans lillebror Lars til sidst ”kommer sammen” med Irene.

Igennem hele bogen bliver modstandsgruppen jagtet af Gestapomanden Svend Hansen alias Sugemallen. Han forfølger dem, og er hele tiden efter dem som om han ved et eller andet. Til sidst, den 23 december, udfører gruppen deres sidste skæbnesvangre mission. De vil med deres stjålne sprængstof sprænge et tog. De bliver dog overrasket af hæren, som efter et intenst skuddrama ender med at fange hele gruppen, med undtagelse af Otto Hvidemann, som slipper væk.

Analyse af digt:

”Først så tager vi Göring I hans fede ben,

Derpå tager vi Goebbels

Og slår ham med en sten.

Så hænger vi Hitler i en strop Ved siden af von Ribbentrop Så bliver de rent til grin De fire Nazi-svin!”

Dette digt er bliver brugt op til flere gange i bogen. Den første gang vi hører om digtet er ved regattaen. Hele holdet kan ikke holde takten, og de begynder derfor at brøle digtet. Selvfølgelig vinder de. Gunnar siger en meget vigtig sætning på side 81 - en gang til for Danmark. - Jeg tror at når de synger/brøler denne sætning føler de at de gør det for hele Danmark. Det er nok en kritik af at ingen rigtig har sagt noget mod overtagelsen af deres fædreland. Igen er Gunnar lederskikkelsen. Det er heller ikke uvæsentligt at det sker på den dag hvor hele byen føler sig mest dansk. Hele byen flager med Dannebrog og folk synger den danske nationalsang. Sangen bliver sunget for, af lederskikkelsen Gunnar. Anden gang vi hører om digtet, er da Lars tænker tilbage til deres sidste samling. Vi hører, at Gunnar og Luffe starter det og derefter stemmer de sidste ind. De lever rigtigt ind i det og specielt Gunnar er med. Som det står i teksten, brøler han de korte sætninger ud, imens han er helt hvid i hovedet. Han er den naturlige anfører, og skal derfor også få de andre til at få noget af deres angst væk. Digtet er skiftet ud med den harmløse norske nationalsang som de sang ved de første møder vi hører om. Der står på side 160 at selve digtet er blevet et ritual - Rytmen, ritualet, pulsen -.

Den sidste gang vi hører digtet er i de sidste sætninger. Her er de blevet fanget og er på vej væk fra byen. De er alle nedtrykte, men da de hører 3 signallyde fra den lille færge ved de, at Otto er sluppet fri. Disse tre toner tolker de som triumferende toner. Jeg tror at disse toner skal symbolisere friheden. Ikke kun Ottos frihed, men også at hele Danmark snart skal være fri. De har nu taget det første skridt, selvom det ikke er det største skridt, til en modstandsbevægelse i Danmark.

Tilfælles for alle de tre gange vi hører digtet er, at de ophidser hinanden, og at det er Gunnar der starter det hele.

Personkarakteristik: Jeg vil prøve at lave personkarakteristikker af Gunnar, Lars, Luffe, Svend Hansen alias Sugemallen og Otto Hvidemann.

Gunnar: Gunnar Balstrup er den perfekte bror/søn. Han har rødgult hår og blå øjne. Hans ansigt ligner et månefjæs der er helt uskyldigt. Man kan sige han er en smule naiv, men på samme tid er han den mest forstående person i hele familien. Alle kan godt lide englen Gunnar som Lars beskriver ham. Han er 18 måneder ældre end sin lillebror Lars. På trods af at det kun er halvandet år opfører han sig meget mere moden end drengene på hans alder. De vil hellere ud og drikke og hygge sig med piger. Gunnar derimod har været sammen med den samme person, Irene, i næsten to år. Det viser også noget om hans modenhed at han hver aften sidder hjemme og diskuterer med de 2 andre mænd, Rosen og Provsten. Han går nu i

3.G og det er planlagt, at han efter skolen skal til København og læse til teolog. Han kan godt lide at smykke sig lidt ud over for sin kæreste. Han går nemlig med brillantine i håret for at gøre sig lækker. Han går ind for traditionerne, og man ser ham hele tiden med en merskumssnadde i mundvigen. Denne har han arvet af sin far, som har arvet den af sin far som var biskop i Viborg.

Efter sit mislykkede frieri, bliver han helt anderledes. Han ændres så at sige 180 grader, og bliver en hårdhjertet, til tider uvenlig person.

Lars: Lars er præcist det modsatte af Gunnar. Han vejer 61 kilo og har mørkt hår. Før han kom ind i gruppen var han vild i skolen og begik alle de fejl som Gunnar undlod. Et eksempel på dette er, at han taber oblaterne i kirken og spilder altervin. Han har også fået bemærkninger med hjem fra skolen. Det er som om alt bliver anderledes, da han kommer med i gruppen. Det har han drømt om siden den blev oprettet i 1941. Han har ingen planer efter skolen som Gunnar har det. Det eneste som han ved er, at han vil ud at rejse. Han opfører sig meget mere barnlig end Gunnar. Selvom der kun er en aldersforskel på halvanden år. Det er Lars der får Otto med ind i gruppen, og også ham der sætter gang i den søvnige gruppe. Lars er ikke så meget til alt kæresteri. Han ved, at der er en pige der hedder Kirsten, der er lun på ham. Men han syntes hun er for kedelig. I slutningen af bogen får vi at vide at han er vildt forelsket i Gunnars pige Irene. Det er derfor hun afslår Gunnars anmodning om at gifte sig med ham.

Svend Hansen ( Sugemallen ): Sugemallen som han også bliver kaldt af de forskellige gruppemedlemmer, er dansker. Han er officer i Gestapo og har til opgave at undersøge biblioteker, kirkebøger og lignende for oplysninger om jøder. Han elsker at lege kispus med folk. Lars har en teori om, at han lader dem få en oplysning om, at de er i farezonen, for derefter at holde et vågent øje med dem. Han ligner mest af alt et kranium eller et spøgelse pga. sin magre krop, sit blege ansigt og sine indsugede kinder.

Luffe: Luffe er den intellektuelle i gruppen. Han var allerede i sine barneår noget af et geni og startede allerede som 8 årig at arbejde med et kemi-sæt. Luffe er noget fjollet og man ser ham altid med et smil på læben. Hans rigtige navn er Oluf Møller, og han vejer omkring de 70 kilo. Det er ham der laver alle bomberne og laver planerne til kuppene. Luffe dannede gruppen med Gunnar i efteråret 1941. Han er Gunnars gode ven, og er meget sjov at være sammen med.

Otto Hvidemann: Otto bor sammen med sin mor og sine tre søskende i barakkerne, som ligger lige ved siden af teglværket hvor han også arbejder. Han arbejder hårdt, og er meget beskidt når han får fri. Ottos mor er feltmadras eller som det også hedder luder. Hun er sammen med tyskerne mod betaling. Herved får Otto en naturligt had til den tyske værnemagt. Otto har et kæmpe gåpåmod og viger ikke tilbage for lig. Det er som om han er lidt naiv, og gør alt hvad Gunnar og Lars siger til ham. Det hører vi meget godt, da han får skæld ud af Søren. Søren spørger ham om han var gået helt fra forstanden, og han svarer meget tøvende. Han er altid meget rolig og også lidt genert over for andre mennesker. Han er dog en meget god ven for Lars der fortæller ham sine hemmeligheder. Med Ottos entre i gruppen kommer der også mere vold med. Det er som om hans liv ikke er så meget værd og han går ind i opgaverne med livet som indsats hver gang. Otto kom ind i gruppen fordi han havde stjålet Lugeren ( den tyske pistol).

Personerne over for hinanden: Gunnar / Lars; Sugemallen (Den tyske hær) / Otto:

Gunnar-Lars: Gunnar og Lars er en stor modsætning. Det er som om, at de to skifter deres roller i løbet af romanen. I starten er Gunnar den som alle ser op til, mens Lars er lømlen. Efter Irenes afslag, skifter rollerne totalt. Lars bliver mere moden, og man kan sige at han vokser med kup-opgaven(erne). Derimod bliver Gunnar fjern, og tilbringer ikke så megen tid med sin lillebror mere. Lars beskriver Gunnar som englen, men det er som om at Gunnar taber sin glorie efter sit ”frierforsøg”. Jeg tror at Lars skal symbolisere kløften mellem puberteten og det voksne liv. Han syntes i starten at være den umulige dreng, der trækker piger i fletningerne for at få kontakt med dem, men efter sin entre i gruppen, bliver han helt anderledes. Han ved han har et ansvar og skal være agtsom 24 timer i døgnet, så tyskerne ikke kommer dem på færten. Gunnar derimod, er allerede inde i det voksne liv. Man har ikke fornemmelsen af at han nogen sinde har været i puberteten. Efter Lars’ beskrivelser, har han altid været en flink dreng/ung mand der altid har holdt sig uden for problemerne. Han er dog den fødte leder. Han er stor og stærk, ser godt ud, og det lader til at pigerne er vilde med ham. De eneste ting de to brødre har tilfælles, er forældrene og deres roning. De sejler begge to i mester båden. Her er Lars ham der giver kommandoen, og Gunnar er ham der udfører det hårde arbejde. Rollerne fra gruppen er altså skiftet ud.

Sugemallen ( den tyske hær ) - Otto Hvidemann: Jeg har valgt at sætte disse to personer over for hinanden, fordi jeg tror, de udgør op til flere modsætninger. Sugemallen er dansker, men har forrådt sit fædreland ved at arbejde for tyskerne. Otto derimod vil gøre alt for sine venner og sit land. Sugemallen er helt bleg, og han bliver også beskrevet som et kranium. Det er nok et godt billede af den tyske hær. Der hvor Hitlers tropper var, skulle man ikke lede lang tid efter død og ødelæggelse. Sugemallen bliver også beskrevet, som en der altid forfølger

dem og, så at sige, suger sig fast til den lille gruppe. Han er for mig det perfekte billede af en Gestapo mand. Vi har jo alle hørt om deres grufulde metoder, hvordan de med vold og psykologisk vold fik oplysninger ud af folk. Otto derimod, er den lille dreng der altid ser flink ud, men inden i ham er der en vulkan, der venter på at gå i udbrud. Han har et had til den tyske hær, fordi hans mor er deres ”luder”. Han skyder også på et tidspunkt efter en flok tyskere, der er i gang med at danse med hans mor. På side 159 siger han direkte om Sugemallen - Jeg kunne godt tænke mig at nakke ham.

Filmen/Bogen:

Filmen er i de store træk til at sammenligne med bogen. Dog er filmen meget forkortet. Man kan uden problemer se at begge har den samme baggrund. I filmen er der nogle ting som ikke er med i bogen. De vigtigste er nok kærlighedsdramaet mellem Lars og Irene, og at der er kommet en lillesøster ind i familien Balstrup. I bogen beskrives der, at Gunnar frier til hende, og at hun afslår. Derimod er denne situation i filmen beskrevet helt anderledes. Her slår det med det samme gnist mellem dem. Allerede helt i starten kan man mærke, at Lars flirter på det kraftigste. De kysser hinanden, men hun har skrupler. Vi ser også at Gunnar opdager deres affære. Man kan ikke rigtigt mærke den atmosfære, med at han er afvisende over for alle mennesker. Tværtimod. Han bliver ikke hård og afvisende, men derimod ængstlig. Den Lars vi ser i filmen, er meget som ham vi lærer at kende i bogen. Han er meget fræk i starten, men falder lidt til ro efter han starter affæren med Irene. ( Overgangen fra ung til gammel) Selve gruppen er også vokset i filmen. Der er ikke kun de kendte medlemmer. Ud over Luffe, Lars, Søren, Gunnar og Otto er Åge med fra starten. Ud over disse er der kommet et helt nyt medlem ind. Det er en ung mand der hedder Anders Møller. Han er meget anonym i filmen, men til sidst ved deres arrestation hører man dette navn.

Ved Ottos optagelse i gruppen er der gudstjeneste. Her kommer faderen op midt i det hele og ser hvad der foregår på loftet. De når at få det meste væk, men alligevel ser han nogle entydige beviser.

Der er ingen regatta i filmen. Man ser kun et stort bål hvor alle sidder omkring og synger. Det store samlingspunkt for hele byen, ro holdet, er slet ikke til stede i filmen. Det syntes jeg er meget sørgeligt. I filmen ser man ikke rigtigt, at det danske folk holder sammen. Det eneste sted hvor man får en sådan følelse er i den sidste halvdel af filmen, da Irene får hele forsamlingen til at synge Danmark mit fædreland.

Den sidste større forskel er Otto Hvidemann. Han bliver i overensstemmelse med bogen beskrevet som en genert dreng. I modsætning til bogen bliver der ikke skudt efter Otto ved deres næstsidste kup. Han kommer altså helskindet fra det. Således hører vi heller ikke noget om Kirstens tyskervenlige far, som i bogen læger Ottos sår efter kuppet. Helt til sidst flygter Otto til Sverige.

Den traditionsrige merskumssnadde hører vi heller ikke om i filmen.

Bogens budskab og konklusion:

Jeg tror Bjarne Reuter med bogen vil give en kritik af det danske folk under 2. Verdenskrig. Han har valgt at skrive om disse drenge, fordi de er et af de få eksempler der er på en modstandsbevægelse. Det mest berømte eksempel jeg lige kan komme i tanke om, er nok Churchill-gruppen, som holdt til i Aalborg. Drengene siger at de vil lave de forskellige kup for at få andre til at træde i deres fodspor. I dag ser vi dog at der ikke har været nogen som helst fortsættelse.

Der er også forskellige ”klasser” involveret i gruppen. Fra overklassen Gunnar og Lars og til den mest fattige Otto. Det understøtter endnu en gang min teori om en kritik af det danske folk, såvel i dag som dengang. Når forskellige klasser kan arbejde sammen mod fjenden hvorfor gjorde alle andre det så ikke også?

Bjarne Reuter vil måske også med bogen fortælle om skiftet fra barn til voksen. Det ser vi tydeligt ved Lars. Man hører ikke om, at han bliver mere voksen, men inderst inde har vi en følelse af, at han bliver et helt nyt menneske.

Bogen overfor virkeligheden:

Har bogen overhovedet noget med det virkelige liv at gøre? Jeg tror at Bjarne Reuter har taget sit udgangspunkt i den berømte Churchill-gruppe som holdt til omkring Jomfru Ane Gade i Aalborg. Det lader til at hele modstandsbevægelsen holdt til i Jylland, men der fandtes også mennesker der var mod nazisterne på øerne. Man har bare ikke hørt om dem som vi har hørt om de jyske. Det helt store forbillede for alle modstandsgrupper var dog de norske naboer. Her var modstanden ekstrem stor og hele folket bakkede op omkring dem. Helt så stor var opbakningen dog ikke i Danmark. Alle så på tyskerne som nogle ”buh-mænd”, men der var ingen der rigtigt turde gøre noget. Det er ligesom i Elisabeth Langässer’s novelle, hvor hun fortæller om nazisterne der kommer til byen og sætter skilte op mod jøderne. Der er ikke rigtigt nogen der syntes om det, men ingen tør sige noget af angst for at blive til grin overfor deres nabo. Tænk hvis de fik et dårligt indtryk af en.

Et andet eksempel er et trafikuheld. Ingen gør noget, folk står bare og glor. Tænk hvis de fik problemer. Det er det samme der skete dengang. Danmark blev overtaget uden den helt store modstand.

Hvorfor har jeg valgt at skrive om dette emne:

Jeg har valgt at skrive om emnet ”de unges forhold til modstandsbevægelsen under anden verdenskrig” fordi jeg har fundet bogen ”drengene fra Skt. Petri” og gerne ville prøve at analysere den. Selve temaet interesser mig meget, fordi det er noget man kan forholde sig til når man ikke er ældre, end det man er. Personerne i bogen er på min alder. Det er trods alt mere end 56 år siden det er sket, så det er lidt svært at sætte sig ind i deres personer. Man hører også ofte om modstandsbevægelsen i skolen. Det er dog ofte den i Norge man hører om, så det er helt spændende at få noget at vide om den i vores fædreland.

Jeg syntes det er en meget god bog og det er nu 4 gang at jeg læser den. Jeg opdager hver gang nye aspekter i bogen. Det er første gang at jeg skal analysere den. Når man skal arbejde så meget med en bog finder man nye ting der er meget vigtige. De første gange jeg skulle læse bogen syntes jeg f. eks slet ikke om Otto, men efter jeg har lavet en personkarakteristik af ham er mit indtryk af ham vendt til det stik modsatte.

Udover bogen har jeg også min morfars biografi at vende tilbage til. Så der er nok materiale at gå i gang med. Det er selvfølgelig heller ikke uvæsentligt, at det er min morfar der har oplevet det på første hånd. Han fortæller altid meget om det.

Sprog/Stil:

Bogen er skrevet af en 3. persons fortæller. Han har et begrænset indblik i personernes tanker. Den eneste han virkelig kan læse tankerne ved er Lars. Dette gør det temmelig spændende at læse. Man kan altid følge med i hans følelser.

Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog, så alle kan forstå hvad der sker. Der er af og til blevet brugt nogle få slangudtryk i teksten. Dette gør det nemmere at forstå. Det er meget karakteristisk for Bjarne Reuter, at han skriver så let forståeligt. Han er en af Danmarks bedste og mest kendte forfattere gennem tiderne. Han er berømt for at skrive så man let kan sætte sig ind i de forskellige personer.

Romanen spænder over et tidsrum fra sommeren 1942, til vinteren det samme år. Det er klogt at vælge et så rimeligt kort tidsrum. Hvis han havde skrevet over en større tidsepoke, ville man måske temmeligt let have tabt overblikket.

Spændingskurven kan man sige stiger gennem hele historien, med en kulmination ved deres arrestation i det sidste afsnit. Der er nogle små udfladninger i spændingen i løbet af teksten. Det er dog meget normalt.

Miljø:

Historien foregår i en by i Danmark. Der står ikke direkte hvor i verden det er, men man kan tænke sig til at det er Danmark fordi landet er blevet besat af tyskerne, for det andet hører man at Gunnar skal studere teologi i København. Da de står i deres mødested på loftet synger de den danske og den norske nationalsang. Byen ligger ud til en fjord. Man kan dog heller ikke sige hvor i Danmark byen ligger, men man har en fornemmelse af, at det er på en af øerne. Hvis det havde været i Jylland havde Gunnar ikke skullet tage til København, men i stedet for til Århus.

Gunnar og Lars bor lige ved Skt. Petri kirken som er en af de ældste kirker i Danmark. Deres forældre har nok penge og de lider ingen nød. Man hører også, at de tjener nogle på, at begrave mennesker der ikke er medlem af Folkekirken. Lars og Gunnar har deres egne værelser og Gunnar har da også penge nok til at kunne købe brillantine. De to unge mænd skal heller ikke have et fritidsjob.

Luffe alias Oluf Møller ved vi ikke så meget om. Han bor også i byen og lider heller ingen nød i pengesagerne. Han er den lille Ole Opfinder og får allerede som tre årig sit første kemi- sæt.

Otto Hvidemann bor i barakkerne nede ved Kolstrup Teglværk. Han og hans familie er meget fattige. Otto bliver nødt til at arbejde så han kan tjene nogle penge hjem til familien. Hans mor arbejder som feltmadras( luder) og senere som servitrice. Familien har ikke nok penge til at få toiletter ind i huset/barakken og når de skal bade er det nede i den mudrede fjord. Han bliver nødt til at tage en masse ansvar i den lille husholdning og passer sine søstre. De har en gang om ugen vaskedag, og det er Otto der står for det.

Min Morfars biografi: Jeg har valgt at tage dette punkt med ind, fordi jeg syntes at man ikke kun skal se det hele fra et synspunkt. Min Morfar har været aktiv modstandsmand hernede lige syd for grænsen. Mit tema lyder jo ” de unges forhold til modstandsbevægelsen under anden verdenskrig”, så der lyder ikke et eneste ord om at det kun må være den danske modstandsbevægelse. Desuden ville du gøre dig meget upopulær hvis du ikke mente at det danske mindretal hernede er pæredansk. Jeg har fået en masse at vide om hvad de gik og lavede, og hvordan de prøvede at sabotere værnemagtens herredømme med deres enkle midler.

Min Morfar er født i Gelting på Grundlovsdag d. 5 Juni, 1926. Han voksede op med sine forældre og sine brødre. Han gik i tysk skole og opdagede først sit specielle forhold til Danmark nogle år efter krigen. Under krigen var han med i en modstandsgruppe som havde til hovedformål at sabotere den tyske værnemagts indflydelse på deres egn. Dengang var han ikke mere end en stor knægt og han var ikke rigtigt klar over hvilken risiko han indgik. De gik rundt og stjal nummerplader og andre småting, men de lavede dog også større ting som f.eks. at lægge små bomber og lignende. I gruppen var ud over ham endnu 4 andre drenge hvoraf den ene var hans bror. Min Morfar var en lederskikkelse for gruppen. Selv om han ikke var den ældste var det næsten en selvfølge at det blev ham der var lederen. Sådan som han beskriver sig selv i sin biografien var han en slags Gunnar i gruppen.

Da han var 18 år gammel blev han indkaldt til hæren. Han blev sendt til Østfronten hvor han var i et halvt år før han blev sendt væk. Grunden til dette var at der faldt en granat lige ved siden af ham. Han har den dag i dag problemer med hørelsen og går med høreapparat. Han blev sendt på krigslazaret hvor han blev ”befriet” af den russiske arme. Han blev sendt hjem til Tyskland. Da de spurgte ham hvor han boede løj han og sagde at han havde sin bopæl et sted i Mellemtyskland i den amerikanske zone. Ankommet til Tyskland var det ikke noget problem at komme hjem. Da han kom hjem til sin fødegård fik han at vide at deres gruppe var blevet opløst. Gestapo havde simpelthen åndet dem i nakken. De havde på fornemmelsen at de så Gestapo overalt, og således havde min Morfars bror som var blevet leder efter min Morfars exit besluttet at opløse gruppen. Gruppen havde knyttet tætte bånd til andre grupper, såvel nord som syd for grænsen. Mest kontakt havde de nok med en gruppe fra Haderslev. Gruppen er nok ikke så kendt i dag, men dengang var den på læberne af de fleste, nok mest nazisympatisøerne. Dengang var Angeln meget glade for den nazistiske bølge der tog hele Tyskland med storm. Da krigen var ovre begyndte det normale liv igen. Medlemmerne i gruppen blev nu hædret af alle som var venligsindede over for danskheden. Den dag i dag er han meget engageret i mindretalsarbejdet. Han har af Danmarks dronning Margrethe d. 2 modtaget Dannebrogs-ordenen. Af den tyske regering har han fået ”deutsches Verdienstkreuz ersten & 2. grades.“. Disse har han fået for sit enestående arbejde for mindretallet.

Morten Meyer Jørgensen 11Dan5 Danskopgave

Side 1: Resume

Analyse af digt

Side 2: Personkarakteristik

Side 3: Personerne over for hinanden

Side 4: Filmen/Bogen

Bogens budskab og konklusion

Side 5: Bogen over for virkeligheden

Hvorfor har jeg valgt at skrive om dette emne Sprog/Stil

Side 6: Miljø

Min Morfars biografi

4268 ord

8 von 8 Seiten

Details

Titel
Drengene fra Skt. Petri
Note
2+
Autor
Jahr
2001
Seiten
8
Katalognummer
V104965
ISBN (eBook)
9783640032624
Dateigröße
345 KB
Sprache
Deutsch
Schlagworte
Drengene, Petri
Arbeit zitieren
Morten Jørgensen (Autor:in), 2001, Drengene fra Skt. Petri, München, GRIN Verlag, https://www.grin.com/document/104965

Kommentare

  • Noch keine Kommentare.
Im eBook lesen
Titel: Drengene fra Skt. Petri



Ihre Arbeit hochladen

Ihre Hausarbeit / Abschlussarbeit:

- Publikation als eBook und Buch
- Hohes Honorar auf die Verkäufe
- Für Sie komplett kostenlos – mit ISBN
- Es dauert nur 5 Minuten
- Jede Arbeit findet Leser

Kostenlos Autor werden