Den danske venstrefløjs modstand mod den Europæiske Union


Seminararbeit, 2006
24 Seiten, Note: 10 P. (Dänemark)

Leseprobe

Inholdsfortegnelse

1. Inledning

2. Danmarks vej ind i det Europæiske Fællesskab

3. Folkeafstemningen, den 2. oktober 1972

4. Folkeafstemningen om EF-pakken, den 28. Februar 1986

5. Folkeafstemningerne om Maastricht-traktaten og Edinburgh-aftalen

6. Folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998

7. Socialdemokratiets holdning over for den europæiske integration

8. Socialistisk Folkepartis holdning over for den europæiske integration

9. Enhedslistens holdning over for den europæiske integration

10. Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen

11. Konklusion

12. Litteratur

1. Inledning

Senest siden Danmark sammen med Storbritannien og Irland blev medlem af det Europæiske Fællesskab i 1973 har spørgsmålet om Europa og dets integration været et af de mest omtalte emner inden for den danske offentlige debat. I ikke mindre end seks folkeafstemninger på mindre end 30 år blev danskerne spurgt om deres holdning over for spørgsmålet om en øget europæisk integration. I tidsrummet da Europa for alvor forvandlede sig fra et rent økomomisk samarbejde til et fælles politisk projekt, nemlig fra midten af 1980erne til slutningen af 1990erne, har der været hele fire folkeafstemninger med forskellige udfald. Denne kendsgerning viser tydeligt, at europaspørgsmålet forsat har en central placering i dansk politik. Og efter at danskerne i året 2000 stemte "nej" til indførelsen af Euroen, kan vi næsten være sikre på, at det kan forventes at flere folkeafstemninger vil følge efter.

Bortset fra den første folkeafstemning i 1972 om Danmarks optagelse i fællesskabet, hvor et stort flertal stemte ja, har den danske befolkning altid været splittet i to næsten lige store politiske lejre: ja-siden og nej-siden. Ved alle folkeafstemninger siden 1972 har der både været mellem 43 og 57 procent tilhængere og modstandere af en øget europæisk integration. Det vil sige, at alle udfald af referenda, lige meget om det var ja- eller nej-siden der til sidst mønstrede et flertal, har hidtil været mere eller mindre tætte.

Man kunne nu konstatere, at der bare findes en stor gruppe mennesker i den danske befolkning, der står kristisk over for den europæiske tanke og foretrækker nationale værdier fremfor internationalt sammenarbejde. Men det ville være for simpelt. Ser man lidt nærmere på de enkelte folkeafstemningers resultater, og observerer, hvem der egentlig står på den euroskeptiske lejr, bliver det hurtigt tydeligt, at det netop er venstrefløjen, der afviser det europæiske samarbejde stærkest. Venstresocialistiske partier som Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti (SF) definerer sig faktisk gennem modstanden mod den europæiske integration, selv om holdningen for SF ´s vedkommende har forandret sig stærkt inden for det sidste årti. Der blev dannet folkebevægelser, navnligt Folkebevægelsen mod EF/EU og Junibevægelsen, der mere eller mindre kan regnes til den politiske venstrefløj, og som har begrænsningen af EU´s indflydelse i Danmark som deres eneste politiske mål. Også Socialdemokratiet og partiet Det Radikale Venstre, som egentlig står på den borgerlige side, men senest siden regeringsskiften i 2001 bliver opfattet som et oppositionsparti lidt til venstre for midten, har flere gange været splittet med hensyn til europaspørgsmålet. I den borgerlige lejr er det til gengæld kun den yderste højrefløj, repræsenteret af Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, som står afvisende over for den Europæiske Union. Fremskridtspartiets betydning har dog aftaget stærk i de seneste år. Oven i købet er det ikke indboerne af de tyndt befolkede og landligt prægede regioner i Jylland, som man efter populære fordomme kunne forvente at være mest kritisk over for alt der kommer udefra, der afviser den europæiske integration stærkest. Det er netop det vestjyske Ringkøbings Amt, hvor befolkningen i flere af folkeafstemningerne viste den største opbakning til unionen. Til gengæld er det de storbyagtige og multikulturelle brokvarterer i København, hvor der bor mange veluddannede mennesker med akademisk baggrund, og hvor partierne til venstre for Socialdemokratiet plejer at stå stærkest ved valg, som - set fra ja-sidens synsvinkel - har bidraget med de værste resultater ved folkeafstemningerne.

Selvfølgelig ville det være et fejl at sige, at de fleste der betegner sig som EU-modstandere, står på den politiske venstrefløj. Der er også mange tilhængere af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som er kristiske over for den europæiske integration. Også Dansk Folkepartis tilhængere bør nævnes. De omfatter mere end 12 procent af befolkningen og er næsten komplet enige i, at unionen er noget der bør bekæmpes. De eneste betydningsfulde danske partier der kan være sikre på at et suverænt flertal af deres tilhængere bakker den europæiske tanke op, er V enstre og Det Konservative Folkeparti. Omvendt kan det dog med nogen berettigelse konstateres, at de fleste af dem, der betegner sig som venstreorienterede, også afviser et øget europæisk samarbejde.

Men netop dette faktum er en af de mest besynderlige oplevelser for et politisk interesseret menneske fra udlandet, der kommer til Danmark og diskuterer politik med danskere. Især hvis man, som jeg gør, kommer fra Tyskland. I Danmarks sydlige naboland er situationen nemlig næsten omvendt. Det er netop tilhængerne af partiet Bündnis 90/Die Grünen, som har ry for at være de mest overbeviste europæere overhovedet. Fra en dansk synsvinkel kan partiet ellers beskrives som en blanding af SF og de Radikale. Uden tvivl er partiets uofficielle formand, Tysklands forhenværende udenrigsminister Joschka Fischer, en af de centrale talsmænd for et stærkt udvidet europæisk samarbejde. Alligevel må man stadigvæk betegne de tyske Grønne som et moderat venstrefløjsparti, og de fleste af partiets medlemmer og vælgere ville betegne sig som mere eller mindre venstreorienterede. Ej heller det tyske PDS (Partiet for demokratisk socialisme), som bortset fra dets historie som statsparti i den daværende Tyske Demokratiske Republik har meget tilfælles med det danske Enhedslisten, kan ses som en modstander mod den Europæiske Union. Partiet har nok været glad for det franske og det hollandske nej til den europæiske forfatningstraktat i 2005, men fremhæver ellers den europæiske integrations betydning for fredssikringen i Europa og for dannelsen af et politisk kontrapunkt til USA, som partiet står meget kritisk over for.

Blandt partierne, som er repræsenterede i den tyske forbundsdag, er det til gengæld netop det mest konservative, (nemlig det bayerske regionalparti CSU, som arbejder tæt sammen med Tysklands svar på Det konservative Folkeparti, CDU), som har de største forbehold over for den Europæiske Union, og der som det eneste af de tyske demokratiske partier betvivlede, om indførelsen af Euroen har været en rigtig beslutning.

Man kan altså med gode grunde konstatere, at venstrefløjen i Tyskland nok er kritisk over for den europæiske integration, men overhovedet ikke kan siges at være modstander. Hvis der overhovedet eksisterer en fast gruppe af mennesker, der tvivler på den europæsiske tanke, så findes den nærmere på den konservative fløj eller blandt de upolitiske mennesker, som overhovedet ikke har en binding til en politisk idé. Uden at have stort kendtskab til andre europæiske landes partisystemer, ved jeg godt, at det forholder sig på en lignende måde i mange andre af EU´s medlemsstater.

Derfor synes jeg, at det er et spænnende spørgsmål, hvorfor netop den danske venstrefløj står så afvisende over for den europæiske integration, som den gør. I denne artikel vil jeg gerne prøve at finde et svar på dette spørgsmål. Derfor vil jeg først se lidt nærmere på de næsten 35 år, Danmark har været medlem af EF/EU, især på de forskellige folkeafstemninger, som er meget væsentlige, når man vil måle den danske opbakning eller modstand med hensyn til unionen gennem de sidste 35 år. Derefter vil jeg belyse de enkelte venstrefløjspartiers holdninger over for den europæiske integration lidt nærmere. Til sidst håber jeg at finde et svar på spørgsmålet, hvorfor venstrefløjen i Danmark har så svært ved at finde nogle positive træk i et øget europæisk samarbejde.

2. Danmarks vej ind i det Europæiske Fællesskab

Det danske medlemskab i det Europæiske Fællesskab har betydet et dilemma for Danmark lige fra starten, skriver Hans Jørgen Nielsen i sin bog EF på valg. Sammenslutningen af de europæiske stater skulle have større mål, end bare et tæt samarbejde mellem selvstændige lande. Rom-traktaten lader ingen tvivl om, at EF´s målsætning var og er et mere eller mindre føderalistisk samarbejde. "Det ville nok ikke ende med en forbundstat a la USA. Men det var klart en eller anden slags union, det sigtede på."[1]

Men det var ikke det, Danmark ønskede sig, og ikke på dette tidlige tidspunkt. Man kunne godt forstille sig et løst økonomisk samarbejde med de andre europæiske lande, der allerede var medlemmer i EF. Man vidste godt at et sådant samarbejde ville gavne den danske økonomi. Men man ville ikke være med i en klub, hvor der skulle afgives statslig suverænitet og i stedet underlægges overstatslige institutioner. Nielsen beskriver det danske dilemma på den følgende måde: "Det gav et problem. Vi var per 1. januar 1973 blevet medlem af en forening, hvor vi ikke gik ind for forenigens formål."[2]

At Danmark alligevel meldte sig ind i foreningen, skyldes at der næsten intet alternativ fandtes. Det var klart, at der burde ingås en aller anden form af samarbejde, hvis ikke Danmark skulle holdes helt uden for det europæiske marked. Et samarbejde kun mellem de nordiske stater var ikke lovende og vagte heller ikke stor interesse i de stater, det hele drejede sig om. Derfor besluttede den danske regering sig til at ansøge om optagelse i EF allerede i 1961, selv om man sikkert ikke svar helt enige med forskellige af Rom-traktatens formål. Idéen om et tættere samarbejde på nordisk plan, som i årene efter krigen havde fået en central placering i den politiske debat i Danmark, og som fra den yderste venstrefløjs side stadigvæk bliver hyppigt nævnt som at være et godt alternativ til Danmarks medlemskab i EU, omfattede også de britiske øer. Og da Storbritannien søgte optagelse i EF i Juli 1961, var det mere eller mindre klart, at den danske ansøgning ville følge umiddelbart efter.[3]

Men der gik alligevel mere end ti år før Danmark endelig blev medlem af fællesskabet. Danskernes betingelse for medlemskabet var nemlig, at de kun ville blive medlem af EF, hvis også Storbritannien var med. Dette faktum viser ret tydeligt, hvor vigtig forbindelsen med briterne var på dette tidspunkt. Men Storbritannien blev ikke optaget i fællesskabet inden 1973. Årsagen til dette er, at den franske præsident Charles de Gaulle af politiske grunde vendte sig mod et britisk medlemskab. Men da de Gaulle uventet trådte tilbage i 1969, var vejen fri for en optagelse af briterne og dermed også af danskerne.

For Danmarks vedkommende betød det, at der skulle afholdes en folkeafstemning om sagen. Og det var på dette tidspunkt, at EF og Danmarks tilværelse i et sådant samarbejde rykkede for alvor på dagsordenen for enhver dansk statsborger. Birgit Nüchel Thomsen beskriver dette på den følgende måde:

"Indtil folkeafstemningen i 1972 havde befolkningen stort set været statister i den europæiske proces, men herefter skete der en bred politisering af EF-politikken, hvor befolkningens holdninger spillede mærkbart ind i den danske EF-politiks udformning."[4]

3. Folkeafstemningen, den 2. oktober 1972

I 1972 var det altså første gang, EF var på alle dagsordener i Danmark. Den første af en lang række folkeafstemninger om stridsspørgsmålet Europa, som blev afholdt den 2. oktober 1972, havde en meget lang optakt. Allerede et helt år forinden blev der diskuteret i adskillige TV-debatter, spørgeprogrammer i radioen og ikke mindst i Folketinget. Befolkningen måtte oplyses. På dette tidspunkt vidste nemlig kun de færreste, hvad det egentlig var det Europæiske Fællesskab drejede sig om. Politikerne fra alle betydningsfulde partier prøvede at overbevise folk om at sagen med EF var en god ting. Og det lykkedes. På folkeafstemningsdagen gik hele 90 procent af befolkningen til valgbordene, og blandt disse stemte 63 procent "ja" til dansk medlemskab af Det Europæiske Fællesskab. Sådan en stor opbakning har EF/EU aldrig siden fået af den danske befolkning. Kun 37 procent stemte "nej".

Abbildung in dieser Leseprobe nicht enthalten

Tabel 1: Udfaldet af folkeafstemningen om Danmarks optagelse i EF, den 2. oktober 1972

Karen Siune, Palle Svensson og Ole Tonsgaard fremhæver, "at det var de økonomiske fordele, som vejede tungt blandt de vælgere, der stemte "ja"."[5] Nej-siden frygtede til gengæld, at Danmark under et medlemskab i EF ville miste international indflydelse og afgive alt for meget suverænitet.[6] Undersøgelsen, som de tre forfattere citerer, viser ret tydeligt, at det virkelig var de økonomiske argumenter, ikke kun for politikerne men også for vælgerne, der ryddede den værste tvivl af vejen og til sidst afgjorde, at Danmark i 1973 endelig blev medlem af det Europæiske Fællesskab. Men kampagnen forud for afstemningen havde da også understreget de økonomiske sider af samarbejdet, mens politikerne havde mere eller mindre ignoreret de føderalistiske ambitioner i Rom-traktaten.[7]

Men der gik alligevel ikke meget tid, før modstanden mod Danmarks EF-medlemskab og fællesskabet som helhed begyndte at forme sig. Kort efter folkeafstemningen viste meningsmålingerne allerede et stort flertal imod Danmarks forblivelse i fællesskabet. Den folkelige opbakning til den europæiske idé havde kun varet et kort tid. Især arbejderne og mange unge vendte sig mod EF i tiden efter afstemningen, og nej-siden kom til at stå stærkt de næste 15 år.

[...]


[1] Nielsen, Hans-Jørgen: EF på valg. København, 1993. s. 10

[2] sammesteds

[3] sml. Nüchel Thomsen, Birgit: "Danmark og den europæiske integration." In: Nüchel Thomsen, Birgit (red.): The Odd Man Out? Danmark og den Europæiske Integration 1948 - 1992. Odense, 1993. s. 17

[4] sammesteds, s. 20

[5] Siune, Karen, Palle Svensson og Ole Tonsgaard: Det blev et nej. Århus, 1992, s. 15

[6] sml. sammesteds

[7] sml. Nüchel Thomsen, Birgit (1993): s. 21

Ende der Leseprobe aus 24 Seiten

Details

Titel
Den danske venstrefløjs modstand mod den Europæiske Union
Hochschule
Københavns Universitet  (Institut for Statskundskab)
Veranstaltung
The Danish Political System
Note
10 P. (Dänemark)
Autor
Jahr
2006
Seiten
24
Katalognummer
V52116
ISBN (eBook)
9783638479080
Dateigröße
561 KB
Sprache
Deutsch
Anmerkungen
Die Arbeit ist in dänischer Sprache verfasst und beschäftigt sich mit dem Phänomen der weitgehenden Skepsis der dänischen Linken gegenüber der europäischen Integration, bewusst im Vergleich zu anderen linken Strömungen und Parteien in Europa, die Europa und seine Institutionen zumeist positiver betrachten. Die Arbeit wurde am Politik-Institut der Uni Kopenhagen eingereicht, dürfte in Deutschland aber vor allem für Skandinavisten von Interesse sein.
Schlagworte
Europæiske, Union, Danish, Political, System
Arbeit zitieren
Ebbe Volquardsen (Autor), 2006, Den danske venstrefløjs modstand mod den Europæiske Union, München, GRIN Verlag, https://www.grin.com/document/52116

Kommentare

  • Noch keine Kommentare.
Im eBook lesen
Titel: Den danske venstrefløjs modstand mod den Europæiske Union


Ihre Arbeit hochladen

Ihre Hausarbeit / Abschlussarbeit:

- Publikation als eBook und Buch
- Hohes Honorar auf die Verkäufe
- Für Sie komplett kostenlos – mit ISBN
- Es dauert nur 5 Minuten
- Jede Arbeit findet Leser

Kostenlos Autor werden