"København" og "Kilimanjaro" - Enhed og splittelse i Katrine Marie Guldagers novellekrans

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning

1. Katrine Marie Guldager og hendes forfatterskab

2. Novellesamlingerne "København" og "Kilimanjaro"
2.1 København
Novellen Nørrebro
2.2 Kilimanjaro
Novellen Kilimanjaro

3. Enhed og splittelse
3.1 Den lille og den store verden
3.2 Rigdom og fattigdom
3.3 Nærhed og distance
3.4 Det sagte og det usagte

4. Konklusion

Litteraturliste

INDLEDNING

I det følgende skal Katrine Marie Guldagers to novellesamlinger "København" og "Kilimanjaro" analyseres under aspektet "Enhed og splittelse". Begge bøger har en fragmentarisk struktur og kan indordnes til postmodernismen. Centralt for postmodernismen er, at fokus ligger på individet, og "at jage en tabt mening og dyrke fravær, melankoli og meningsløshed"^[1] - i stedet skal individet gribe tilværelsens muligheder og "spille de roller, det vil, og gøre, hvad der passer det".^[2] Der er overvejende en labyrintisk struktur i postmoderne værker, og så henviser de ofte til andre litterære værker. Også i "København" og "Kilimanjaro" skinner postmoderne elementer igennem. I "København" beskrives en storby. Byrummet har en stor betydning for postmodernismen. Individet fremstår anonymt i en stor samling af mennesker, hvori det har mange, men overfladiske bekendtskaber. Desuden kan byen ses fragmentarisk, hvori individet har svært ved finde en fast plads. Novelleformen er ideel til at understrege det fragmentariske aspekt. I den følgende novellesamling "Kilimanjaro" bliver byrummet opsplittet, og novellerne bliver sat i verdens rum. Det er, som om novellerne flyver ud i alle himmelsretninger, og samtidigt bliver det tilsyneladende endnu mere vanskeligt at holde dem samlet i en enhed.

Begge bøger belyser og kritiserer indirekte vores moderne samfund og det overfladiske samvær. Desuden tematiseres skæbnen, tilfældigheder og fællesskabet.

Efter en kort introduktion til forfatteren Katrine Marie Guldager begynder analysen af novellesamlingerne i det næste kapitel, hvor jeg først vil kommentere titlerne "København" og "Kilimanjaro". Jeg vil sætte dem i relation til hinanden og perspektivere til begge samlinger som én komplet helhed. Bagefter skal "København" præsenteres og en udvalgt novelle og så "Kilimanjaro" samt titelnovellen. I det tredje kapitel belyses endelig enhed og splittelse. Bøgernes opbygning følger mange kontraster. Derfor synes jeg, at det var en god idé at gå ind på nogle af hovedaspekterne: "Den lille og den store verden", "Rigdom og fattigdom", "Nærhed og distance" og "Det sagte og det usagte". Fordi disse kontraster ofte hænger sammen og ikke eksisterer adskilt fra hinanden, indordnes de med under "Enhed og splittelse".

1. KATRINE MARIE GULDAGER OG HENDES FORFATTERSKAB

Katrine Marie Guldager, datter af forstkandidat Per Guldager og landskabsarkitekt Susanne Guldager, er født i 1966. Da hun var tre år gammel, flyttede hendes familie til Zambia, hvor hele familien boede indtil Katrine Marie Guldager fyldte seks år. Bortset fra disse tre år er hun opvokset i Hillerød. I 1985 blev hun student på Gentofte Statsskole, og fra 1992 til 1994 var hun elev på Forfatterskolen. I 1994 blev hun cand. phil. i dansk på Københavns Universitet. Under sit studium var hun på flere studieophold i udlandet, bl. a. i Zambia, Cuba, El Salvador, Nicaragua og Nordkorea. I dag er hun forfatter og bor på Frederiksberg.^[3]

Guldagers forfatterskab er meget mangfoldigt, og hun er en af de mest eksperimen-terende forfattere i sin generation, der på grund af digtenes form også bliver kaldt "Rittersport-generationen".^[4] I 1994 debuterede Guldager med digtsamlingen "Dagene skifter hænder". Et år senere udkom prosadigtsamlingen "Styrt", og i 1996 udkom Guldagers første roman "Blank". Indtil i dag skriver hun både lyrik, prosa, prosalyrik, dramatik^[5] og endog børnebøger. Lige fra begyndelsen af har der været en tydelig bevægelse væk fra lyrik og hen mod prosa. Til gengæld har Guldager bevaret en lyrisk grundtone som også i dag danner basis for alle hendes værker. Hendes digteriske sprog farer ofte frem og tilbage mellem poler som opløsning og rodfæstelse, splittelse og enhed, desperation og afklarethed, kaos og orden.^[6] Guldager elsker at eksperimentere og at udnytte litteraturens mangfoldighed. I sine bøger bruger hun mange forskellige måder at fortælle historierne: Hun overrasker, udfordrer og provokerer sine læsere.^[7] Som forfatter er hun meget populær, både hos kritikere og læsere, og hendes bøger bliver trykt i flere oplag i og udenfor Danmark.^[8]

Guldagers gennemgående emner i hendes bøger er eksil og opløsning, Jeg'ets dis-integration og det moderne samfund. Men selv om samfundet altid betragtes kritisk i Guldagers værker, kan man ikke kalde hende for en "politisk forfatter". Hendes litterære værk er for mangfoldigt, og den litterære stemme er for flertydig til det. Hendes interesse gælder først og fremmest sproget og sprogets virkninger.^[9]

Som regel er skrivestilen i Guldagers tekster præget af en ironisk tone. Det anvendte sprog er hverdagsagtigt, enkelt og let at læse. I novellekransen som består af opgavens centrale undersøgelsesgenstande "København" og "Kilimanjaro", er hun meget konkret, når det gælder de steder, hvor novellerne udspiller sig.

Generationsmæssigt indordnes Guldager i en gruppe sammen med Solvej Balle, Kirsten Hammann, Christina Hesselholdt, Naja Marie Aidt, Helle Helle, Merete Pryds Helle og Lene Henningsen.^[10]

2. NOVELLESAMLINGERNE "KØBENHAVN" OG "KILIMANJARO"

"København" og "Kilimanjaro", som er Katrine Marie Guldagers første to novellesamlinger, står hinanden nær, såvel tematisk som også stilistisk. Begge bøger er skrevet i et nøgternt tonefald og er uden sproglige eksperimenter, der ellers ville forstyrre handlingen. Fortællerstemmen skifter synsvinkelen fra novelle til novelle og endda fra person til person i den enkelte novelle. Til trods for at fortælleren bliver spaltet på den måde, synes den alligevel at være den samme, ikke kun i den enkelte bog, men i begge novellesamlinger. Fortælleren registrerer begivenhederne og synes at være alvidende. Parallelt med synsvinkelskiftet mellem de optrædende personer skildrer fortælleren forskellige menneskers tanker og opfattelser af samme situation. Sådan set kan man kalde fortælleren for en spaltet eller vekslende fortæller.

Novellerne drejer sig hovedsageligt om globaliseringen og samtidigt om isolationen og om det moderne liv: I "København" på byens, i "Kilimanjaro" på et større plan. De handlende personers historier er uafsluttede, og én novelles hovedperson kan dukke op som tilfældig biperson i en anden novelle igen.^[11] Personerne virker dels desperate, dels forsvinder de i anonymiteten som f.eks. ses i, at mange af dem intet navn har. Alle noveller er samfundskritiske, og læseren genkender sig selv mange gange på en skræmmende vis, som jeg vil skildre nærmere i de følgende kapitler.

Ikke kun tematisk findes der mange paralleler, men der er også mange strukturelle og stilistiske ligheder i de to bøger: Hver bog omfatter 11 noveller, som er selvstændige historier og alligevel hænger sammen; begge titler på novellesamlingerne er geo-grafiske betegnelser og begynder i en allitteration hver for sig med bogstavet "K".

Begrebet "København" er samtidigt "bredt" og konkret: København er det samlende rum om novellerne. Det drejer sig om Danmarks hovedstad, dens gader, steder og pladser er især de danske læsere meget fortrolige, hvorimod "Kilimanjaro" har en eksotisk virkning på læseren. Det er navnet på et bjerg, og det er langt væk fra Danmark, nemlig i Afrika. Her optages igen velkendte emner fra "København", men de skal ses i et større perspektiv. Begivenhederne i "Kilimanjaro" sker både i København og i Tanzania.

2.1 KØBENHAVN

"København" er Guldagers første novellesamling, og den indeholder "Nørreport", "Indbrud", "Utterslev Mose", "Sammenstødet", "Pandekager", "Stengade", "En skils-missehistorie", "En bænk i Tivoli", "Kysselæber", "Blomster" og "Glaskuglen". Bogen udkom i 2004 og fik Kritikerprisen i samme år.

I et kompliceret netværk, som angår personernes veje og steder, og med mange spring i tiden, bliver der kortlagt en række københavneres ruter på kryds og tværs af byen og af indbyggerne. Det myldrer med sted- og vejnavne, som f.eks. Istedgade, Danasvej, Købmagergade og Rådhuspladsen. København er på en måde bogens hovedperson, fordi den er en af de få fællesnævnere for alle involverede personer. Danmarks hovedstad bliver betragtet ud fra mange forskellige perspektiver, og samtidigt danner det rummet, hvor alle 11 noveller udspilles. Teksterne kredser om byens individer, der tilfældigvis støder sammen, og de sociale forbindelser, mennesker indgår i, i et moderne samfund. Men har vi overhovedet et samfund? Hvor meget hænger samfundet sammen i dag? Der findes et offentligt rum, hvor folk er ved at blande sig hele tiden i andre menneskers liv. Men hvornår blander folk sig? Og hvor meget? Ikke kun i en storby bedømmer menneskerne andre mennesker af forskellige grunde, som f.eks. på grund af udseende, de handlinger som man udfører eller ikke udfører eller også på grund af deres nuværende og tidligere parforhold, som det f.eks. hedder om Birgitte:

"På denne tid af eftermiddagen kunne hun ikke undgå at møde en hel

masse mennesker, som alle sammen ville kigge på hende og tænke på

hendes mand, der var flyttet."^[12]

I dag er det enormt vigtigt for folk, hvad andre mennesker tænker om én selv, og for menneskerne er det en nydelse at pege på andres fejl:

"De gule pletter i hans ansigt var blevet tværet ud, og hans ansigt havde

fået et gulligt skær. Manden fra Rådhuspladsen kunne ikke undgå at

lægge mærke til det: Tænk at gå omkring med gul maling i hovedet, tænkte

han."^[13]

Mens der findes en meget detaljeret beskrivelse af steder og ruter, fremstilles personerne ikke facetteret, men snarere som stereotyper af det moderne samfund. Guldager viser, at på en eller anden måde hænger alle vores liv sammen, men hun portrætterer samtidigt en verden af løse forbindelser. Som Guldager selv siger i et interview med Peter Due Jensen, der arbejder for litteraturmagasinet "Sentura",

"giver novelleformen mulighed for at vise, at vores liv hænger sammen,

også selv om de af og til kun strejfer hinanden. Men det er det, der er

hele feltet, adskilthed og sammenhæng."^[14]

Selv om mennesker passerer hinanden på gaden, gør de ikke særligt indtryk på hinanden eller påtager sig nogle pligter. Protagonisterne bliver ikke præsenteret som detaljerede individer, men mere i mønstre, roller og tilfældigheder.

Novellerne i "København" deler en geografisk referenceramme. Titlen er ikke valgt tilfældigt: Det er et navn på en by. Byen er et mikrokosmos, hvor folk kan leve helt upåagtet af resten af verden:

"Man kunne leve et helt liv i København uden at opdage, hvad der skete

i resten af verden."^[15]

Og så lever man i byen i et anonymt fællesskab, og personerne kan bevæge sig umærkeligt ind og ud af hinandens historier: De forpjuskede overses, uskyldige udsættes for vold, og utroskaben florerer. Novellerne tegner byen i alle dens gode og onde facetter. Det kan forstås som en kritik af anonymiteten og ligegyldigheden, som der f.eks. skreves om en ung fyr:

"[...] og han var også ligeglad. Faktisk var han ligeglad med det hele.

Der var ikke noget, der rigtig rørte ham."^[16]

Samtidigt er bogen også en kærlighedserklæring til byen og dens beboere. F.eks. står der om Karl i en novelle:

"Indflyvningen over København var smuk. Det var klart vejr, og Karl og

Birgitte sad ved hver deres vindue. Karl nød at kigge på København, som

han havde boet i hele sit liv. For sin datter udpegede han Utterslev Mose,

Rigshospitalet og søerne. Han kiggede ned over byen og mærkede en glæde

ved at genkende forskellige steder, [...]"^[17]

Og om Anne står der i en anden novelle:

"Næste eftermiddag steg hun af toget på Nørreport og gik langsomt op ad

stentrappen. Uanset hvor kort tid, hun havde været væk, elskede hun at

komme hjem til København. Hun ville aldrig bo andre steder."^[18]

Guldager kalder sin bog noveller. Lige så godt kunne man kalde den roman eller også en opsplittet roman, hvor der optræder nye personer i hvert kapitel. Fortsættelsen eller løsningen på personernes individuelle historier findes dog ikke i sidste, men måske i næstsidste kapitel.

[...]

^[1] Fibiger, Johannes og Lütken, Gerd: Litteraturens Veje

^[2] Ibid.

^[3] http://www.litteratursiden.dk/sw3165.asp

^[4] http://www.sentura.dk/guldager_interview.html

^[5] Ibid.

^[6] http://www.dfi.dk/dfi/undervisning/digter/digter.pdf

^[7] http://www.litteratursiden.dk/sw3248.asp

^[8] http://www.litteraturnet.dk/danvalg/f_portraet.asp?fid=98

^[9] http://www.litteraturnet.dk/danvalg/f_portraet.asp?fid=98

^[10] http://www.litteratursiden.dk/sw3248.asp

^[11] http://www.bogrummet.dk/ind.asp?VisAnm=645

^[12] København, En Skilsmissehistorie, s. 77

^[13] Ibid., s. 77 - 78

^[14] http://www.sentura.dk/guldager_interview.html

^[15] København, Pandekager, s. 59

^[16] København, En Skilsmissehistorie, s. 75 - 76

^[17] København, Pandekager, s. 59

^[18] København, Stengade, s. 69